Annonce
Vesterbro

Bonderøven på Vesterbro: Sammen tager vi naturen tilbage

VesterbroLIV har allieret sig med 'Bonderøven' Frank Erichsen. Sammen skal Vesterbro vise, hvordan man - selv i storbyen - kan gøre plads til den vilde natur. Derfor er drømmen er at samle så mange vesterbroere som muligt i en kamp for mere vild natur på Vesterbro.

På et hjørne af området ved Otto Busses Vej ligger et lille sort skur. Foran skuret er græsplænen velfriseret. Nogle enkelte hvide blomster skyder op mellem græsstråene. Men ellers er plænen så flad og kedelig som dyrelivet på den grønne firkant.

Lige ved siden af den velfriserede græsplæne er et mindre areal, hvor naturen har fået lov til at passe sig selv. Der er ikke sået græs, plæneklipperen har aldrig været forbi og de mange forskellige planter, der vokser her, de er selv kommet til.

I det høje græs sidder en mand og roder løs med hænderne. Rejser sig op og går nysgerrigt videre. Manden er Frank Erichsen, der også er kendt fra DR som 'Bonderøven'.

Annonce

Hjælp med at tage naturen tilbage

De næste år forsøger vi at omdanne Vesterbros baggårde og små grønne arealer, så der kommer mere vild natur på Vesterbro. Natur, hvor flere arter og insekter kan trives.

Vi har brug for så mange deltager som overhovedet muligt.

Synes du, det lyder interessant, så send en mail til: rene@vesterbroliv.dk med dit navn og skriv, at du gerne vil være med til at gøre Vesterbro mere grøn.

I dag er han taget til Vesterbro for at se på det nedlagte godsbaneareal ved Otto Busses Vej og mødes med VesterbroLIV. Sammen med alle naturelskende vesterbroere vil vi nemlig gøre naturen på Vesterbro endnu vildere.

- Jeg har været i området nogle gange, men jeg har aldrig været lige her, siger Frank Erichsen og peger ned på den lille trekant af tilgroet vildt han står midt i.

- Og den lille stribe her er faktisk et meget godt billede på, hvad vi gerne vil have hjælp til at udbrede forståelsen for.

'Bonderøven' arbejder på en ny sæson af programmet "Giv os naturen tilbage" og i samarbejde med VesterbroLIV er målet at samle vesterbroerne om at gøre langt mere af det grønne på Vesterbro til 'vild' natur.

Vesterbro er på grænsen til vildt

Han misser med øjnene og retter kasketten til. Jo, foråret er kommet til Vesterbro, og det samme er Bonderøven. Når han er landet lige her på Vesterbro, er det ikke fordi, han har nogen særlig tilknytning til bydelen. Endnu.

Men her på Vesterbro er der masser af friseret natur, hvor insekter og andre smådyr har dårlige levevilkår. Ligesom i resten af København. Men i modsætning til resten af København har Vesterbro hele området ved Otto Busses Vej i sin udvidede baghave. De gamle dsb-arealer, hvor der i årtier ikke er blevet rettet på naturen.

- Jeg er ærkejyde, jeg kan dårligt nok finde rundt i København. Men det her område, det gør Vesterbro særligt interessant. Alle steder kan man tage initiativ til at skabe øget biodiversitet. Men lige her, der er man hjulpet rigtig godt på vej af, at man bor op ad et område, hvor der ikke rigtig kommer nogen mennesker. Al det jord her mellem banesporene, det er her bare, siger han.

Naturen har altså et helt særligt forspring, som måske kan udnyttes på Vesterbro. Men udgangspunktet bliver alle vesterbroere, der har det mindste stykke med grønt. På altanerne, på tagterrasserne og ikke mindst i baggårdene. Og kampen begynder allerede nu. Uden opbakning kommer projektet nemlig ingen vegne.


Noget af det, som byen har svært ved at levere på er natur. Vi har brug for naturen og naturen har brug for, at vi har fokus på naturen. Håbet, vores dagsorden, det er at få stoppet natur ind alle steder, der er plads

Frank Erichsen, Bonderøven


Annonce

Bedragerisk grønt

Når man ser på det 'vilde' natur, som Frank Erichsen har fundet og lader sig begejstre uhæmmet for, så ligner det ikke, at det er nær så frodigt som den grønne græsplæne lige ved siden af. Men det skal man ikke lade sig snyde af, forklarer han.

- Grøn er jo en bedragerisk farve. Det ser jo godt og frodigt ud. Men naturmæssigt leverer det ingenting i forhold til det, vi ser her ved siden af. Det her, det ser rodet ud, det ser tørt ud, det har varierende højder og man får en trang til at ordne det. Men hvis man vil give plads til naturen er det ikke på den måde der, siger han og peger på det velfriserede græs ved siden af.

For det grønne græs ser måske nok velholdt og sundt ud, men det grønne græs leverer ingen base for dyre- og insektlivet.

- Det grønne græs kan ikke levere på arter. Men bare se her i kanten, hvor det bliver vildt. Der er røllike, vejbred, der er tormentil. Der er en masse, der kunne sætte blomster, men fordi det bliver slået ned, får det aldrig lov, siger han og uddyber endnu engang:

- Du kan jo se den fuldstændig hårde skillelinje, der er der imellem. Af en eller anden årsag er der nogen, der har besluttet, at der skal slås græs rundt om skuret, fordi det er pænt. Og der står det jo så. Mørkegrønt og fint. Der er selvfølgelig lidt bellis i, og det er også hyggeligt og godt. Men lige så snart du kommer over på den her side, så sker der jo alt muligt. Der er røllike, det er vist en vikke, der er en bælgplante ligesom kløver, og som trives på et område som det her. Og der er storkenæb.

Annonce

Byen mangler natur

Hvis du nogensinde har oplevet at der trods forårssol, grønt græs og små hvide blomster stadig ikke er andet insektliv end myrer, så er du ikke alene. For byens grønt er ifølge Bonderøven blevet alt for velfriseret og det er ikke en god base for naturliv.

- Noget af det, som byen har svært ved at levere på er natur. Vi har brug for naturen og naturen har brug for, at vi har fokus på naturen. Håbet, vores dagsorden, det er at få stoppet natur ind alle steder, der er plads.

Bonderøven på Vesterbro for at få overtalt hele bydelen til at være med til at skabe mere vildt grønt i Vesterbros gårdhaver. Foto: René Mølskov

Det kunne for eksempel ske ved at invitere den natur, der findes ved Otto Busses Vej ind i baggårde og ud på altanerne på Vesterbro. Og det med at samle frø fra sin sommerferie på Vestkysten for at gøre naturen på Vesterbro vild er ifølge Frank Erichsen ikke en god idé.

- Det hjælper ikke, at man tager noget grønt med fra Vestjylland og smider i sin baggård. Men hvis man derimod tager det vilde grønt fra området her lige ved siden af Vesterbro, så findes det allerede i nabolaget. Hvis man etablerer planterne i den jord, som planterne har kørt parløb med og hvor mikroorganismerne findes får man en stor succesrate.

Annonce

For en bedre fremtid

Hvordan kan jeg være med, sidder du nu og tænker. I første omgang skal du bare tænke over, om det kunne være fedt med mere vild natur på Vesterbro. Hvis alle baggårde, eller bare halvdelen af alle baggårde på Vesterbro, var med, ville naturen i Vesterbro forandre sig markant. Næste skridt er at sende en mail til rene@vesterbroliv.dk og sige, du gerne vil være med. Senere samler vi frø og laver andre arrangementer, der kan få naturen tilbage til Vesterbro.

- Det handler dels om at skabe umiddelbare levesteder her og nu for insekterne. Men på den lange bane handler det også om en bevidstheds-skabelse, der får os til at ønske mere natur i vores land. Og det tænker jeg starter rigtig godt i baggårdene, siger Frank Erichsen.

Kom med. Lad os begynde i baggårdene. Og lad os skabe meget mere og meget vildere liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce