Annonce
Indland

Grønland genoptager Moderna-vaccination af unge under 18 år

I Grønland bliver vaccination med Moderna-vaccinen af unge mellem 12 og 17 år genoptaget efter en midlertidig pause. (Arkivfoto). Foto: David W Cerny/Reuters
Efter et midlertidigt stop med Moderna-vaccinen er det igen muligt for unge under 18 år at få vaccinen.

Unge mellem 12 og 17 år i Grønland kan alligevel blive vaccineret med Moderna-vaccinen.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

6. oktober besluttede landslægeembedet midlertidigt at stoppe brugen af Moderna til unge under 18 i Grønland. Det skyldtes frygt for bivirkninger.

Annonce

Men efter rådgivning fra blandt andet danske myndigheder og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) genoptages brugen af vaccinen.

Ifølge landslægeembedet i Grønland er fordelene ved at blive vaccineret langt større end risikoen for sjældne bivirkninger.

Det oplyser de i en pressemeddelelse til Sermitsiaq.

Beslutningen om at sætte vaccination af unge med Moderna på pause blev taget ud fra et forsigtighedsprincip.

Artikel fra Sermitsiaq

Det skete, efter at Sundhedsstyrelsen i Danmark besluttede fremover kun at invitere unge til vaccination med vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Personer i aldersgruppen kan fortsat blive vaccineret med Moderna-vaccinen, såfremt de specifikt beder om den.

Ulig vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca er vaccinen fra Moderna altså ikke pillet ud af det officielle danske vaccinationsprogram for aldersgruppen.

Et nyt nordisk studie har undersøgt risikoen for hjernehindebetændelse og hjertemuskelbetændelse efter vaccination med vaccinerne fra Moderna og Pfizer.

I de foreløbige data bliver der rejst mistanke om øget risiko for hjertebetændelse ved vaccination med Moderna.

Antallet af tilfælde er fortsat meget lavt. Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at hjertebetændelsestilstande er yderst sjældne bivirkninger. Det er desuden ofte et mildt forløb, der går over af sig selv.

I Grønland har omkring 3000 personer under 18 år fået vaccinen fra Moderna.

Ifølge landslægeembedet i Grønland har man registreret et enkelt tilfælde af hjertemuskelbetændelse. Tilfældet gik dog over igen uden behandling.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at omkring 1100 personer under 18 år har modtaget vaccinen fra Moderna i Danmark.

/ritzau/

Annonce
Byliv

Karin har en cafebåd bag Fisketorvet:  - Båden binder folk sammen, der opstår små bekendtskaber helt af sig selv

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Ny aftale øremærker 11 ugers barsel til begge forældre

Indland

Mere end 10.000 har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade

Annonce