Lucy har været lesbisk i 60 år og blev afvist overalt: Jeg var ikke 'rigtig' fordi jeg havde børn og langt hår

Lucy Ludvigsen husker tydeligt sin første forelskelse. Hun gik i skole på Ny Carlsberg Vej, hvor en gruppe af drenge og piger også gik til jitterbug og dansede på livet løs. Hun var blevet kærester med en fyr fra gruppen, men kunne mærke forelskelsen boble, når hun tænkte på en pige fra klassen.

- Jeg vidste ikke, at jeg var forelsket, jeg var bare sådan helt på hende. Jeg turde ikke sige det til nogen, for jeg havde aldrig hørt om, at man kunne være lesbisk. Jeg tænkte bare, at det var da noget mærkeligt noget med mig. Jeg prøvede virkelig at holde det væk og ud i stiv arm og gemme det væk, fortæller hun.

Lucy er i dag 76 år og ser tilbage på et på mange måder turbulent liv, hvor kvindekampene har strukket sig over årtier, og hvor sejrene og rettighederne aldrig må tages for givet.

- Tilbage i 1960'erne var det rigtig slemt at være homoseksuel. Det var umuligt at gå på værtshus. Vi blev overdænget af mænd, der insisterede på at hvis vi bare prøvede dem, skulle det nok gå over. Og generelt kunne vi slet ikke gå i fred, siger hun.

Selv om Lucy var begyndt at have på fornemmelsen, at hun havde forelsket sig i en kvinde, så endte hun med at blive gravid som 16-årig og fik en illegal abort. Lægerne gav hende besked om, at hun aldrig skulle regne med at kunne blive gravid. Hun havde aldrig drømt om at få børn, men den besked ændrede alt:

- Da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få børn, begyndte jeg et ønske mig det vildt og voldsomt. Så jeg blev gravid med min kæreste igen og vi fik en dreng, da jeg var 19 år. Vi blev også gift.

Det løste dog ikke rigtigt noget for Lucy, der stadig ikke havde fundet sig selv og erkendt sin seksualitet.

- Seksuelt havde jeg det afskyeligt. Så efter 1,5 år ville jeg skilles. Jeg kunne ikke være i det, siger hun og fortsætter:

- På det tidspunkt arbejdede jeg sammen med en ung mand, der var bøsse, og vi grinede og lavede fis og ballade. Da han hørte, hvordan jeg havde det, tog han mig med ind på Tyren, der dengang var en klub for homoseksuelle. Her fandt jeg ud af at leve livet.

Men hun bekymrede sig fortsat. For hendes dreng, der var født i 1965 voksede nu op hos en lesbisk mor. Og kunne man det? Som så mange forældre blev Lucy i hvert fald usikker på, om det var godt nok. Så hun tog til lægen.

- Læge fortalte mig, at sådan er der mange, der har det. Men det går over, sagde han. Og så gav han mig en recept på stesolider.

Imens Lucy var til læge, havde hendes mor lagt vejen forbi for at hilse på. Hendes mor var ifølge Lucy en 'meget speciel og karakterfuld kvinde, der havde trådt sine sko i Istedgade, hvor hun gik på værtshuse og dansede på 'Københavnerkroen'.

- Hun sagde; Hvad skal du dog til lægen efter? Og så brød jeg bare helt sammen og sagde, at jeg havde forelsket mig i kvinder. Men min mor svarede bare, at det kunne hun da sagtens forstå. Så på den måde gav hun mig et stort skulderklap og lov til bare at være den, jeg er.

Det var imidlertid stadig svært at være lesbisk på Vesterbro i årene frem mod 1970. Og selv op gennem de ellers så rummelige vesterbro-70'ere, var det ikke altid lige let.

- Der var så mange ting, der var svære på og omkring Tyren i slutningen af 1960'erne. Det var svært overhovedet at sige til nogen, at man var lesbisk. Og det sagde folk slet ikke dengang. Det hed faktisk bare 'på den forkerte side'. Eller man kaldte os for gnubbere og bøsserne for bæskubbere. Det var hårdt. Og på et tidspunkt gav jeg op. Alt for mange jeg kendte, begik selvmord. Der var vold i gaden. Man blev lovet tæv, når man gik ude med sin kæreste. Jeg kunne ikke mere, fortæller hun.

Hun besluttede sig simpelthen for, at hun ikke ville være lesbisk. I stedet forsøgte hun sig igen med familielivet. I 1973 får hun sit andet barn, en datter.

- Jeg mødte en mand, der var langhåret. Han var stenhugger og fotograf og jeg tænkte, at skulle det være en mand, så måtte det være ham. Han havde været på Tyren for at tage billeder af bartenderne, så der kendte jeg ham fra. Vi fik vores datter i 1973, men vi blev aldrig gift.

I løbet af 1970'erne bliver der dog for alvor vundet sejre i og for det homoseksuelle miljø.

- I 1970'erne bliver tiden en helt anden. Det er en tid, der er svær at forstå i dag. Mændene får langt hår, vi går i træsko og busseronner, og alt bliver anderledes. Alting bliver meget mere åbent, og vi kunne alt muligt. Nogle gange glemte vi helt, at vi stadig skulle passe på, siger hun.

For det skulle de. Der var stadig ofte nogle af Lucys venner der blev banket Ørstedsparken og hun husker, at hate crimes stadig fyldte meget. Også selv om der mest blev talt om alt det gode ved tiden.

- Man kunne gå og være så fri og ingen bh og det hele dinglede rundt, og man synes, at det hele var så godt. Men så kom man pludselig til Hovedbanegården og kunne mærke, at åh åh, nu er det, at vi tager vejen ad Vesterbrogade for at undgå Istedgade, og vi holdt øje med alle, siger hun og fortsætter:

- Alle fokuserede på en eller anden måde på alt det gode. Også selv om det ikke alt sammen var godt. Når vi holdt fakkeloptog og demonstrerede mod vold mod kvinder, stod der jo altid nogen langs kanten og råbte og var truende. En enkelt gang forsøgte nogen med en bil at køre ind i demonstrationen.

Også i miljøet var det svært nogle gange, for ligesom det var problematisk at bryde med normerne i 1960'ernes familieliv, kunne det også være svært, når man som Lucy brød med normerne i den lesbiske gruppering.

- Det gav nogle problemer fra tid til anden, da vi lavede Lesbisk Forening. For kunne jeg være lesbisk, når jeg så ud, som jeg gjorde med langt hår? Og jeg havde børn.

Selv i dag er det fra tid til anden svært. For ofte, når hun fortæller om udfordringerne, volden, fordømmelserne og de hadefulde kommentarer, så er mange lynhurtige til at forsvare samfundet i dag som helt anderledes rummeligt og fantastisk. Selv om hun har været sammen med en kvinde i 17 år og sågar oplevet at blive gift med hende, så er der stadig både kvindekampe at kæmpe og sejre at beskytte.

- Jeg har mødt mange mennesker, der stejler, når de hører mig kritisere, hvordan det har været at være lesbisk. Folk skynder sig at fortælle om, hvor gode vi er, hvor rummelige, politisk korrekte vi er og hvor langt, vi er nået. Men Danmark er langt fra det foregangsland, det var en gang, og vi skal stadig forsvare de mange gode ting, vi har opnået, siger hun.

Lucy udgiver 19. maj en roman med titlen 'Kærlighed & Kvindekamp', der er en roman inspireret af hendes egne oplevelser som lesbisk og de kampe, det har medført. Lucy skrev romanen for at kaste lys på, hvordan nogle lesbiske kvinder lever.