Annonce
Udland

Putin: Hacking-anklager er en provokation inden møde med Biden

Storskærme viser den russiske præsident, Vladimir Putin, tale ved St. Petersburg International Economic Forum (SPIEF) fredag. Senere på måneden skal han have sit første møde med sin amerikanske kollega, Joe Biden, efter at Biden tiltrådte som præsident i januar. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident forventer ingen gennembrud ved sit første møde med præsident Biden senere på måneden.

Anklager om, at den russiske stat har noget at gøre med storstilede hackerangreb i USA, er absurde.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, fredag. Han ser anklagerne som et forsøg på at skabe problemer, inden han mødes med USA's præsident, Joe Biden, senere på måneden.

- Det er absurd at beskylde Rusland for det, siger Putin ifølge Reuters i en udtalelse ved International Economic Forum i Sankt Petersborg.

Senest er den amerikanske afdeling af verdens største kødproducent, det brasilianske selskab JBS, blevet hacket.

Hackerne kræver løsesum for at stoppe angrebet og frigive data.

Angrebet mod JBS er det tredje af sin art, siden Biden tiltrådte som præsident i januar.

Selskabet har meddelt USA's regering, at angrebet efter alt at dømme er foretaget af en kriminel organisation med base i Rusland.

Putin-kritikere peger en anklagende finger mod den russiske regering.

- Det er noget sludder, siger Putin ifølge russisk tv.

Han tilføjer, at der heldigvis er folk i USA, der selv forsøger at finde ud af, hvad der foregår.

- Der er folk med fornuft, som stiller sig selv det spørgsmål og også stiller det til dem, der forsøger at fremprovokere en ny konflikt inden mødet med Biden, siger den russiske præsident.

Biden og Putin skal efter planen mødes i Genève i Schweiz den 16. juni.

Putin tilføjer over for russisk tv, at han forventer, at mødet bliver holdt i en "positiv stemning", men at der formentlig ikke vil komme noget gennembrud.

- Jeg forventer ikke noget gennembrud i forholdet mellem Rusland og USA, ikke noget der kan overraske os, siger han ifølge nyhedsbureauet Tass.

Samtidig afviser han, at Rusland skulle have uoverensstemmelser med USA.

- De har kun én uoverensstemmelse med os, nemlig at de vil holde vores udvikling tilbage. Det taler de åbent om, tilføjer han.

Siden Biden tiltrådte i januar, har han lagt yderligere pres på Ruslands regering, særligt når det gælder den russiske annektering af Ukraine og fængslingen af Putins politiske modstandere.

Bidens kommentar om, at Putin er en "morder", er heller ikke faldet i god jord i Kreml.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce