Samtalen er forbi. Erstattet af magtesløshed. Tilbage er en tur i Netto. Og Netflix på sofaen

En barnevogn som afstandsholder. To mistroiske øjne over et mundbind. Øde gader. Dronefotograferne havde kronede dage og sendte det ene smukke, mennesketomme og ikoniske billede af Rådhuspladsen, Strøget og Sønder Boulevard ud på de sociale medier. I tomhed kun overgået af hylderne i supermarkederne, hvor den indædte kamp om gær, mælk og æg med et enkelt pressemøde blev ganske reel.

Men allerede inden det første pressemøde. Det øjeblik, hvor statsministeren lukkede Danmark. Der var antropolog, forfatter, Vesterbroer, journalist, digter, redaktør, multikunster og i det hele taget multi-titlede Claus Ankersen farligt bevidst om, at noget større var under opsejling.

Han begyndte derfor at skrive på digtsamlingen 'Dansen om Pigkuglen', der netop er udkommet. Her ser han tilbage på det første halvandet år af det, han mener, er en helt ny tidsalder.

- Jeg mener, vi kan tale om coronaens tidsalder. Vi har oplevet et besynderligt skifte i tid og rum. Folk oplever, at alting er vendt på hovedet. Tidsopfattelsen er blevet anderledes, selv om alting er gået i stå, er tiden er fløjet afsted. Det har ændret næsten alting, og det har fungeret som en accellerater på strømninger og tendenser, der var i forvejen, og som nu er blevet forstærket voldsomt, siger han.

Han fortæller, hvordan han husker skituristerne, der rejste mod Østrig, mens myndighederne klappede og sage, at det skulle de da endelig bare gøre. Det udgjorde ingen risiko.

- Samtidig kunne man på nettet læse, at det var et kæmpe problem. Det var der alle mine bulshitdetektorer begyndte at gå i rødt. Og dét fik mig for alvor til at interesere mig for det.

Siden er projektet vokset og vokset. Langt større og mere omfangsrigt, end han havde forestillet sig, da han skrev de første linjer.

- Det var jo ikke meningen, at projektet skulle være så stort. Det er nærmest vokset organisk frem. Men det har været voldsomt fascinerende at iagtage udviklingen. Det har selvfølgelig været skræmmende at være en del af det. Men set fra et kunstnerisk og antropologisk perspektiv, har det været sindsygt interessant. Og ja, jeg kalder det for det covidcæne, for at markere, at det er en særlig tidsalder, vi er gået ind i, siger han.

Det er den tidsalder, og alt det, der er sket det første halvandet år, som hans digtsamling går på opdagelse i.

- Det er blevet en ganske monumental rejse på 218 sider, hvilket er ret solidt for en digtsamling. Det er blevet til en form for et historisk dokument fra den første tid.

Hans dokument over den første tid er færdigt, men han mener, at den tidsalder, han har døbt, kommer til at vare længe endnu:

- Én ting er sikkert. Det covidcæne er kun lige begyndt. Det holder ikke op. Det har jeg haft på fornemmelsen siden starten. Det har stået meget tydeligt med en usynlig skrift mellem linjerne. På den måde, den slags altid står skrevet.

Hans digteriske rejse gennem den covidcæne tidsalder er et sammenkog af alt det, han har opsamlet. Og det er både på de helt høje nagler og nede i de små detaljer.

- Inspirationen er jo en eklektisk blanding af alt det, jeg hører, læser og opfanger. Jeg forsøger at krystalisere det, så det forhåbentlig vækker en genklang i dem, der læser det, sig han.

Det kan være oplevelserne på Vesterbros gader, da den første nedlukning begyndte.

- Nogle ting er de helt små, lokale sansninger. Stemningsbeskrivelserne fra det nære, lokale liv. Om at gå gennem en øde Istedgade og stå på en helt mennesketom Enghave Plads. I starten sprang folk, i helt bogstaveligste forstand, over på det modsatte hjørne af vejen. Som om det var pest eller anthrax (miltbrand, red.). Det var vagtsomme blikke over maskerne, det var defcon one, det var ultimativ overlevelseskamp, som man så spejlet i supermarkederne. Stadigvæk er der den her meget forøgede skepsis omkring ’den anden’. Omkring ens medmennesker. Det er en af de ting, der er kørt gennem den accelerator, som det covidcæne er. Befolkningen er splittet mere end nogensinde før. Vi var også splittet for halvandet år siden, men nu er det blevet voldsommere. Og det er jo godt for regeringsførelsen, kan man sige. Uanset hvad.

Claus Ankersen har tradition for at prikke til magthaverne og ser det som en dyd i sig selv. En anden dyd, er ifølge ham begyndt at fylde endnu mere på det sidste. Lydighed.

- Det er mit indtryk, at vi nok er en af de nationer, der har været mest lydige og mest ivrige efter at være lydige. Lydigheden er blevet en dyd, der er en integreret del af det at være et godt menneske. Og modsat, hvis man ikke gør er lydig, så er man ikke en god medborger, en god samfundsborger eller et godt menneske, siger han.

Han mener, at hele udviklingen hen imod en større splittelse af samfundet er spidset til. I forvejen mener han, at danskerne var splittet på de væsentligste fronter som identitetspolitik, metoo-bevægelsen, kvinderetttigheder, integration, den grønne omstilling, økonomien, kapitalismens fremtid.

- Splittelsen er så stor, at vi er færdige med samtalen. Hvis folk er uenige med os, gider vi ikke snakke med dem. Lad os i stedet ringe og stikke naboen til SKAT. Han er alligevel lidt et svin. Sådan var det allerede inden Corona. Vi er blevet mere kærlige over for dem, vi er umiddelbart enige med, dem, vi er i skuffe med. Til gengæld er vi er blevet mere uforsonlige med de andre, dem vi er uenige med. Samtalen er forbi.

Han ser hele udviklingensom et symbol på den magtesløshed som det brede middelklasse i årevis har oplevet vokse.

- Magtesløsheden er vokset unisont med rigdommen hos den rigestes procentdel. Mens de rigeste er blevet meget rigere, er magtesløsheden vokset proportionelt hos den brede befolkning. Det sker hos middelklassen over hele kloden. Den generelle følelse af, at der ikke er noget at gøre ved det, er vokset. Overvågning? Vi kan jo ikke gøre noget ved det. Vi er blevet mættet, vi er blevet overfodret med det, og vi kan ikke forholde os til det. Vi kan ikke holde ud at tage stilling til det, fordi det er alt for alvorligt. Og vi vil egentlig gerne bare hjem og se Netflix og slappe af og være i fred. Ligesom alle bønder til alle tider gerne har villet. Være i fred.

De har stoppet munden på ham med gæld og ny kreditter, sang Gnags. Men Claus Ankersen mener, at det er netop nu, man ikke skal falde tilbage i sofaen med tv-serierne.

- Mange resignerer og siger; det kan jeg ikke deale med. Nu skal jeg bare ned i Netto og handle og så fuck off. Men det er nu, vi skal reagere. Der sker et skifte på mange parametre lige nu. Der bliver lavet en infrastruktur i forhold til datalogning og den massive overvågning, som ikke kan rulles tilbage. Det er lige fra elmålerne, der måler, hvor længe du er på badeværelset, hvor længe du tænder kogepladen, hvor længe er du på nettet på din computer, og hvad kigger du så på der. Det er så massivt, og vi kan slet ikke forestille os, hvad det kan blive til, siger han og uddyber:

- Men det er jo svært. For hvad gør vi? Det handler om alt muligt på en gang, og det handler også om bare at leve. Vi skal jo også hjem og se Netflix. Det prøver jeg med digtsamlingen at afspejle. Både alt det på de helt høje nagler som det her. Og så det jordnærde med at springe over på den anden side af vejen, når man ser et andet menneske.

Han håber, at læserne går fra de 218 siders digte med et skærpet magtkritisk blik først og fremmest. Men også med håb.

- Vi har brug for håb. Efter murens fald holdt man i Danmark op med at gide at diskutere samfundsindretning. Det stoppede helt. Man har sin pensionsordning og sin faste løn. Det kan jeg da godt forstå, at man ikke vil sætte på spil. Men det er måske nødvendigt at sætte på spil. Også når man hellere bare vil hjem og se Netflix.