Annonce
Indland

Styrelse maner til ro efter fund af giftstof i Odense-kød: 'Meget lille risiko' for skadelige konsekvenser

Det er på dette stykke jord tæt ved et rensningsanlæg, der fundet PFOS i kødet i en besætning køer fra en kogræsserforening. Foto: Michael Bager
Der er ikke grund til stor bekymring for forening, der har spist kød med PFOS i, mener Fødevarestyrelsen.

Der er "meget lille" risiko for sundhedsmæssige konsekvenser for dem, der har spist oksekød med giftstoffet PFOS i fra en kogræsserforening i Odense.

Det vurderer Fødevarestyrelsen.

- Risikoen for at det har sundhedsmæssige konsekvenser er meget lille, fordi det er lave niveauer, vi har fundet.

Annonce

- Hvis man gerne vil være sikker, så kan man gå til sin læge og få en undersøgelse der. Men der er ikke grundlag for en meget dyb bekymring på linje med Korsør-sagen, siger kontorchef Henrik Nielsen.

I foråret sidste år kom det frem, at det giftige stof havde spredt sig fra en brandskole til en mark i Korsør, hvor køer græssede.

118 borgere fik derefter målt forhøjede værdier af PFOS i blodet.

PFOS-indholdet i oksekødet fra Odense er dog omkring 100 gange mindre end i sagen fra Korsør. Det er imidlertid stadig i så store mængder, at Fødevarestyrelsen vurderer, at kødet ikke bør spises.

Det skrev mediet Ingeniøren tidligere onsdag.

PFOS er et fluorstof, der kan påvirke leveren, immunsystemet og regnes for at være kræftfremkaldende. Stoffet er næsten umuligt at opløse, når først det er i kroppen.

Ifølge Henrik Nielsen er der stor forskel på Korsør-sagen og den seneste sag fra Odense.

- Vi er nede på et indhold i kødet på 1,7 til 2,4 mikrogram per kilo. I Korsør-sagen var vi oppe på indhold på flere hundreder af mikrogram per kilo. Så det er en væsentlig forskel.

- Det betyder, at de under alle omstændigheder kun har fået relativt små mængder, og at det antageligt er så små mængder, at man ikke vil opdage det på sin sundhed, siger Henrik Nielsen.

Medlemmer fra kogræsserforeningen har sagt, at de vil have svar på, om de har PFOS i blodet.

Henrik Nielsen oplyser, at man ikke ved, hvor mange der har spist kødet med giftstoffet i. Men man formoder, at det er en relativt lukket kreds, da der er tale om en kogræsserforening.

Den foreløbige formodning er, at det er oplagring af slam, der er kilden til PFOS i kødet.

- Man antager, at det er noget gammel oplagring af slam, fordi de her køer har gået på et areal, hvor der historisk har været oplagret slam.

- Der mener man, at PFOS'en kommer derfra, siger Henrik Nielsen.

Efter sagen fra Korsør kom frem, har der været stor fokus på giftstoffets potentielle skader i Danmark.

I november udpegede landets kommuner 25 risikoområder, hvor der kan være en mulig sundhedsrisiko i forbindelse med tidligere brandøvelsespladser.

Stoffer fra PFAS-gruppen, som PFOS er en del af, har nemlig været anvendt i blandt andet brandskum. Det blev forbudt i 2006, men restlagre kunne bruges frem til 2011.

/ritzau/

Annonce
Vesterbro For abonnenter

Her er ugens seneste regnskaber fra Vesterbro

Annonce
Danmark

De seneste coronatal: 306 bekræftede tilfælde det seneste døgn

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterbro

13-årig pige forsvandt fra Danmark og blev fundet i Belgien: Nu har politiet nyt i sagen

Siger stop

'Det bliver for vildt': Flere kunstnere pillet af plakaten til Fredagsrock

Statsministeren til valgmøde: - Jeg kan godt se for mig, at vi skal have mere værnepligt

For abonnenter

Pers bedste ven døde af at blive smittet på sygehuset: Nu har den 77-årige opfundet et våben til at udrydde smitsomme og livsfarlige bakterier

Annonce