Annonce
Alarm 112

Tiltale: Syv børn i institutioner blev ofre for overgreb

Københavns Vestegns Politi havde igennem længere tid efterforsket mod en mandlig ansat i en daginstitution, før han blev anholdt i sommer. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Retten i Glostrup skal afgøre, om mandlig ansat forgreb sig på børn i to forskellige institutioner.

I alt syv små børn blev udsat for overgreb af en ansat i daginstitutioner.

Det hævder anklagemyndigheden.

I sagen er der netop rejst tiltale, oplyser senioranklager Bo Bjerregaard hos Københavns Vestegns Politi. Siden juni har manden, der er 49 år, siddet varetægtsfængslet.

Annonce

Tiltalen drejer sig om såkaldt andet seksuelt forhold end samleje mod fem af børnene.

Når ofre er under 12 år, betegnes det i straffeloven som voldtægt, også selv om der ikke er gjort brug af tvang eller vold.

For to af børnenes vedkommende er der ifølge anklagemyndigheden sket en krænkelse af deres blufærdighed - de blev befølt uden på tøjet, påstås det.

Seks af børnene gik i samme institution.

Overgrebet mod det syvende barn skal være foregået i en anden institution, hvor manden tidligere var ansat, oplyser senioranklager Bo Bjerregaard om tiltalen.

Anholdelsen i sommer skete efter en efterforskning, der havde stået på i en længere periode, oplyste politikommissær Rikke Thestrup dengang.

I slutningen af maj bekræftede Høje-Taastrup Kommune, at en ansat i en børnehave var blevet hjemsendt.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle forhold, oplyser senioranklageren.

Hvornår en dommer og to lægdommere i Glostrup skal afgøre, om der er tilstrækkeligt med bevis, vides ikke. Anklageren har bedt om tre dage.

/ritzau/

Annonce
PREMIERE

Tivoli Varietéen i Glassalen vender tilbage: Ingen forestillinger bliver ens

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Politichef: Stor sexafpresningssag blev efterforsket for dårligt

Annonce