Der er fyldt godt op på vinreolerne i kælderlokalerne på Sønder Boulevard 87. Lige over for hjørnet Ny Carlsberg Vej og bare fire vin-spyt fra Absalon. Alligevel er samtlige vine nøje udvalgt og de fem ejere er enige om kun at vælge vin, de selv kan lide.
- Vi er fem venner, der har en fælles passion for vin, som vi gerne vil dele med Vesterbro. Udgangspunktet er, at vi alle kan lide den vin, vi har på hylderne og at vi gerne vil dele passionen og vinen med Vesterbro, siger Stine Skouborg, der er en af de fem ejere af den nyåbnede Rebel Vin.
De overtog nøglerne i slutningen af sidste år og fra januar begyndte arbejdet med at gøre butikken klar.
- Vi brugte i hvert fald januar og februar på at finde ud af, hvad det er for en rød tråd, vi gerne vil have. Og så handlede det derefter om at få købt al det vin, vi selv gerne vil have, og som vi gerne vil give videre til andre, ind i butikken, siger Stine Skouborg.
Kampen for hverdags-luksus
Robert Eggers er medejer af Rebel Vin og tager helhjertet imod endnu en kunde tidlig fredag eftermiddag, mens han fortæller, at de allesammen er gået ind i projektet med hjertet først.
Robert Eggers, en af fem ejere af Rebel VinDet er klart en fordel, at vi ved, vi ikke er her for at tjene penge. Det handler om at give noget videre.
- Vi er jo en hobby-virksomhed, hvor vi allesammen har et arbejde ved siden af. Derfor har vi kun åben fra torsdag til søndag. Vi arbejder alle sammen inden for service på den ene eller anden måde, og ville rigtig gerne finde lidt tilbage til det, man har med specialforretningen, med åbenhed, viden og gavmildhed omkring det, man laver, siger Robert Eggers og fortsætter:
- Vi prøver at skabe det liv, som specialforretninger har gjort meget førhen, og der er det klart en fordel, at vi ved, vi ikke er her for at tjene penge. Det handler om at give noget videre.
Hver dag er vin-dag
Der er prøvesmagning hver dag i Rebel Vin, og det er en del af konceptet, at Rebel Vin først og fremmest skal gøre området en tjeneste ved at åbne. Det skal skabe liv, hygge og ikke mindst hverdags-luksus. Man kan altid komme forbi og smage et glas vin. Hver dag er der en ny flaske på smagning.
- Vi arbejder med et tema om hverdags-luksus, fordi vi le
ver i et samfund, hvor man nemt glemmer at nyde lidt luksus i hverdagen. Det er helt ok, at 80 procent af din dag går med at planlægge, handle og praktiske gøremål. Men hvis du så bare har lige 10 eller 20 procent til at indføre lidt hverdags-luksus, bliver det så meget bedre.
Der er mange andre vinhandlere på Vesterbro, og Rebel Vin forsøger at skille sig ud ved udelukkende at have et udvalg af konventionelle vine.
Hygge på Boulevarden
Der er rig mulighed for at tage hyggen med ud på Boulevarden og på stykket, hvor Rebel Vin ligger er der da også normalt lidt mere stille. De ligger på den modsatte side af Absalon i forhold til Kihoskh, Volatil og den nyåbnede OliOli.
Hos Rebel Vin håber man at bidrage til et mere rigt boulevard-liv og har derfor investeret i genbrugs-glas, tæpper, snacks og udestole, man kan låne. På den måde håber de, at endnu flere vil nyde en glas eftermiddagsvin i fællesskab.
- Vi håber at give rigtig meget tilbage til området og har sørget for, at der er alt, hvad man har brug for, hvis man skal nyde et glas vin på Boulevarden, siger Robert Eggers.