Annonce
Bolig og livsstil

Weekendmad: Oksemørbrad på tre måder a la Sortebro Kro

John Kofod fra Sortebro Kro viser tre måder at tilberede oksemørbrad. Foto: Robert Wengler Foto: Robert Wengler
Oksemørbrad er en alsidig udskæring, som kan tilberedes på flere forskellige måder. Her får du tre opskrifter med video fra John Kofod fra Sortebro Kro.

Tatar af oksemørbrad med enebær, sprøde trompetsvampe og trøffel

Ingredienser (forret, fire personer)

Halen af en oksemørbrad, cirka 250 g 5 enebær

1 økologisk æg Frisk estragon

Frisk persille 50 g trompetsvamp

1 trøffel (kan udelades) Olivenolie Salt

Peber

Sådan gør du:

Start med at skære kødet i små, fine tern med en skarp kniv. Kom kødet op i en skål. Knus enebærrene i en morter og bland i kødet efter smag. Hak en lille håndfuld estragon og persille og kom op i blandingen. Rør en æggeblomme og lidt olivenolie i for at samle tataren. Smag til med salt og peber.

Rens svampene grundigt og skær dem i tynde skiver. Varm en gryde med smagsneutral olie op til 180 grade C° og steg svampene, til fedtet bruser af. Tag svampene op, og læg dem på fedtsugende papir. Efterfølgende kan du eventuelt bage de ristede trompetsvampe i ovnen ved svag varme, cirka 110 C°, til de er helt sprøde. Kan du ikke finde trompetsvampe, kan du bruge østershatte.

Anret tataren ved at sprede kødet ud på tallerkenen. Kom de ristede, sprøde trompetsvampe på og slut eventuelt af med at rive trøffel ud over retten. Server med sprødt, ristet rugbrød eller en enkel grøn salat.

Tatar af oksemørbrad med enebær, sprøde trompetsvampe og trøffel. Foto: Robert Wengler
Annonce

Lynstegt oksemørbrad med rødbede, brombær og ristede løg

Ingredienser (fire personer)

400 g oksemørbrad, endestykke 4 rødbeder

4 skalotteløg 1 bk. brombær

1 dl god kyllingefond

4 spsk. sherryeddike

4 spsk. sukker

Olivenolie

Salt Peber

Sådan gør du:

Kog rødbederne, til de er møre. Skræl dem, og mariner dem i sherryeddiken blandet med sukker og lidt salt.

Pil skalotteløgene, skær dem i tynde skiver, og kog dem i smags- neutral olie, til de skifter farve. De må endelig ikke få for meget varme. Du kan eventuelt bage de ristede løg i ovnen ved svag varme, 110 C°, til de er helt sprøde. Skær endestykket af mørbraden i tynde skiver, cirka en halv centimeter tykke.

Kom lidt olivenolie op i en pande og varm den op. Den må gerne være meget varm. Steg kødskiverne kort på begge sider. Kødet skal kun lige have en stegeskorpe. Skær rødbederne i skiver, samme tykkelse som kødet. Anret skiftevis rødbede og kød på en tallerken. Hæld kyllingefonden over i en tynd stråle. Kom de ristede løg på og pynt med rensede brombær og eventuelt friske krydderurter.

Lynstegt oksemørbrad med rødbede, brombær og ristede løg. Foto: Robert Wengler
Annonce

Indbagt oksemørbrad med kantareller i fløde

Ingredienser (fire personer)

Midterstykket af oksemørbraden, cirka 450 gram

50 g karljohan

50 g spinat

100 g kantareller

1 plade butterdej

3 dl fløde

1 æg

1 dl god kyllingefond

1 trøffel

Frisk rosmarin

Frisk estragon

Olivenolie

Salt Peber

Sådan gør du:

Brun mørbraden af på alle sidder på en tør og meget varm pande. Drys med salt og peber, og stil den til side for at køle af. Rens karljohansvampene, og skær dem i små stykker. Skyld spinaten, og sauter den kort i en gryde, til den falder sammen. Kom karljohansvampene op i gryden til spinaten og varm dem igennem. Smag til med salt og peber. Det er vigtigt, at svampe/ spinat-blanding er helt afkølet, inden du går videre.

Fold butterdejspladen ud på køkkenbordet, og smør den kolde svampe/spinat-blanding ud, så du mener, den kan nå hele vejen rundt om mørbraden. Skær eventuelt overskydende butterdej væk, men husk, at du skal have et bart stykke, så du kan lukke rullen. Kom oksemørbraden oven på svampe/spinat-blanding og rul butterdejen rundt om kødet. Skær enderne af, så kødet kan dampe af og komme af med saften. Du skal altså ikke lukke butterdejsrullen. Rør ægget sammen, og pensl butterdejen. Drys toppen med salt, og pynt med rosmarin. Smør en pande med lidt olivenolie og varm den op. Kom butterdejsrullen op på panden og varm bunden igennem i cirka et minut. Kom derefter panden med butterdejsrullen i ovnen ved 220 C° i 20-25 minutter. Efter bagning skal kødet hvile i cirka 20 minutter. Bruger du et stegetermometer, skal den indbagte mørbrad tages ud ved omkring 54 C.

Rens kantarellerne, og svits dem i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt kyllingefond og fløde. Kog saucen op og smag til med salt, peber og hakket estragon. Kom flødekantarellerne op på en tallerken. Stil en skive indbagt oksemørbrad oven på og slut eventuelt af med at rive trøffel ud over retten.

Indbagt oksemørbrad med kantareller i fløde. Foto: Robert Wengler
Annonce

Mest læste

Byliv

Karin har en cafebåd bag Fisketorvet:  - Båden binder folk sammen, der opstår små bekendtskaber helt af sig selv

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bolig og livsstil

Broderi, bajer og bandeord: -Jeg vil hellere have klippet fingrene af end at brodere missekatte i en robåd

Annonce